Mærkesag:
Ungdomsudveksling er en af de store mærkesager for Rotary.
Man opererer med 2 forskellige moduler, ”Short term” og ”Long term”.
”Short term” er typisk en uge til et land i Europa, og ”Long term” er et år (skoleår) ”overseas” (ikke Europa) hvor den unge studerer i det land man kommer til på det sprog der tales i det pågældende land.
Hadsten Rotary Klub har en studerende ude og en herboende studerende hvert år.
Man har her etableret et godt og frugtbart samarbejde med Amtsgymnasiet i Hadsten og Hadsten Højskole hvor der er intensivt danskkursus for de unge.
Hvor kan man komme hen:
De lande der er etableret ”Long term” med er: Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Chile, Ecuador, Indien, Japan, Mexico, New Zealand, Peru, Sydafrika, Taiwan, Thailand, USA og Venezuela.
Stephanie fra Hadsten til Mexico:
D. 9. august 2003 vinkede Stephanie Sørensen (16 år) farvel til familien og drog sammen med 8 jævnaldrende udvekslingsstudenter til Mexico hvor de blev indkvarteret forskellige steder i landet ved Rotary familier.
Det var noget af et kulturchok for en pige på 16. Udover faunaen med bl.a. kokospalmer i haven og det eksotiske dyreliv, er det en kæmpe kulturel omvæltning.
Stephanie afsluttede 1.G i Hadsten og går nu på en lille privatskole i Veracruz med ca. 100 elever.
Sproget er spansk, og kun spansk. Som Stephanie sagde: ”Her lærer man spansk ”the hard way” der er nemlig ingen der taler engelsk”. Man går i skoleuniform .”Egentlig en god idé” siger Stephanie ”Så skal man ikke tænke på hvad man skal have på om morgenen, og der er ingen mopperi pga. påklædning”. Skolen er skarp bevogtet – ”både for at holde kriminelle ude, men sikkert også for at holde eleverne inde…” griner Stephanie.
Der sker så meget at hun faktisk kun har længtes hjem til højtiderne og hendes lillebrors konfirmation, men nu glæder hun sig efterhånden til at se familien og vennerne igen. Stephanie kommer hjem d. 16. juli.
Spændende ture:
Udover skolegangen har der været arrangeret diverse ture hvor – de udvekslingsstuderende fra heleverden som pt. er i Mexico – har rejst landet rundt og oplevet den anderledes kultur. Bl.a. badet med delfiner, og sågar besøgt verdens største diskotek som ligger i Can-Coon (der er berømt fra filmoptagelser som ”The mask” og ”Pulp Fiction”.
”Man finder hurtigt ud af hvor godt vi har det i Danmark” siger hun ”Bare en simpel ting som skolegang man jo tager for givet i Danmark, og oven i købet til tider kan være træt af, det er et privilegium her, og i øvrigt i de fleste andre lande i verden.”
Forskellen mellem rig og fattig havde Stephanie svært ved at acceptere, så allerede en af de første dage arrangerede hun sammen med en anden udvekslingsstudent fra Alaska at de kunne bage småkager – sælge dem og give pengene til det lokale børnehjem. En sød tanke som vi ikke kan lade være med at være lidt stolte af i Rotary. Stephanie har i øvrigt holdt foredrag på børnehjemmet om Danmark – på spansk.
Christie fra Australien til Hadsten
D. 24. januar i år ankom Christie Stewart (17 år) til Hadsten. Hun forlod Wongan Hills i 38 graders varme, og oplevede snevejr for første gang i sit liv. Det var stort. Uforståeligt for os – der er vant til det, – at se en pige på 17 år begejstret gribe efter snefnuggene i luften og se dem smelte i hænderne.
Christie er ved at have fået varmen, det tog lang tid med en temperaturforskel på næsten 50 grader.
Christie går i 2. G på Amtsgymnasiet i Hadsten, og har ligeledes været til div. ”komsammen” møder/fester med de ca. 120 øvrige udvekslingsstudenter i Danmark fra hele verden.
Hun er lige hjemvendt fra ”Eurotur” hvor de studerende har rejst rundt i Europa i 18 dage.
Christie går til ridning i Hadsten og Omegnens Ride Club. Det var lidt svært for hende at forstå at man skulle ride rundt inde i en ridehal, når hun var vant til at ride ud over de endeløse stepper i Australien.
Hvem kan blive udvekslingsstudent?
For at blive udvekslingsstudent kræves det at man på ankomsttidspunktet er mellem 16 og 18 år (nogle lande dog max 17½). Man skal være blandt den bedste 1/3 af klassen, være moden nok til at undvære mors skørter i et år, og være klar til oplevelsen/udfordringen ved mødet med fremmede kulturer og dermed indordne sig under de forhold og regler der er gældende hos den pågældendeværtsfamilie.
Vigtigt er de 4 D’er: No driving, no drinking, no drugs, no dating – ligesom piersing og tatoveringer er bandlyst. Man skal huske i enhver henseende at optræde repræsentabelt somambassadør for det land man er udsendt fra.
Når man sender sit barn af sted i et år skal familien løbende være værtsfamilie for 3 udvekslingsstuderende fra andre lande i perioder af ca. 3 måneder pr. gang (over 3 år) så det svarer til den tid ens eget barn er væk.
Der er også økonomi forbundet med det der dog er afhængig af hvad land den unge kommer til.
Den unge får lommepenge af den lokale Rotary klub svarende til købekraften for 100,- US$ i USA.
Er man interesseret i at høre mere kan man kontakte Counselloren i den lokale Rotary Klub. Her i Hadsten er det Poul Sørensen – Kreativ Marketing.
Man kan også læse mere på www.rotary-yep.dk hvor de fleste spørgsmål vil blive besvaret og der findes foreløbige ansøgningsskemaer.
Et godt råd til forældrene: Hvis man ønsker at give sit unge menneske denne modnende oplevelse, er det vigtigt at den unge også ønsker det, og man bringer det på bane i god tid – gerne 1 – 2 – 3 år før det bliver aktuelt så den unge mentalt kan forberede sig. Et år er lang tid når man kun er 16.
Som forældre er det også vigtigt at gøre sig bevidst om at man sender sit barn ud i verden, og får et modent ung menneske retur.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!