Rotary venskabsvisit fra England til Hadsten.

 

Hadsten Rotary Klub har i mange år haft en venskabsklub i England fra byen Diss.

Det er et venskab der gennem årene har udviklet sig, også med stærke personlige relationer.

De friske engelske gentlemen med fruer, kom hhv. med fly og skib torsdag, og blev indlogeret privat hos forskellige Rotary familier.

Venskabsklub i 35 år

Det er 35 år siden Hadsten Rotary Klub og Diss Rotary Club etablerede kontakt med hinanden, og forgangsmændene fra begge klubber er stadig aktive Rotarymedlemmer. Fra Hadsten var det bl.a. Hans Gadeberg, som stadig ligger sjæl og kræfter i Hadsten Rotary Klub. Klubberne har aktivitet med hinanden en gang om året hhv. i England og Danmark.

Udover venskabet deltager man i hinandens ordinære Rotarymøder, hvor man bl.a. kan indgå samarbejde omkring forskellige humanitære projekter.

Gummistøvler i Regnskoven?

De 22 englændere og medlemmerne af Hadsten Rotary Klub har haft et stramt program de 4 dage besøget varede. Tiden udnyttes optimalt, og der var mange ting der skulle ses. Bl.a. Randers Regnskov, som var en unik oplevelse for englænderne.

En af englænderne ringede sågar inden afrejsen for at spørge om man skulle have gummistøvler med i regnskoven…!

Efter turen til Randers, bød Hadsten Bank på en dejlig ”lunch” og samme aften var der ”Dinner and Dance” på Hadsten Kro, så var den dag slidt op.

Lørdag morgen var det ud af fjerene, og ryste resterne af aftenens fest af sig, inden turen gik til Århus på ”shopping” og derefter en tur på Aros museum.

Venskaber på tværs af grænser er en af Rotary’s mærkesager, hvor ungdomsudveksling er højt prioriteret. Således er der også ungdomsudveksling med den engelske venskabsklub, hvor man typisk sender 10 – 15 unge fra Hadsten til Diss en lille uges tid, og et halv år senere kommer de unge fra Diss til Hadsten. Det er ikke nødvendigvis børn af Rotary familier, men Rotary står blot for kontakten, og de forskellige arrangementer en sådan uge måtte byde på.

Pt. har Hadsten Rotary Klub en ung pige (Julie Stampe Christensen) i Australien, og efter sommerferien flyver der en håbefuld ung mand (Mikkel Rydahl) til Hawaii.