Kvinder i Rotary
Det måtte jo ske. Så kom der kvinder med i Hadsten Rotary Klub. Selv om det har været på tale i mange år med ”kvinder i Rotary” er det først nu slået igennem i Hadsten. Rotary blev grundlagt i Chicago i 1905 af Advokat Paul Harris som en klub for mænd i ledende stillinger med høj forretningsmoral, da datidens Chicago ofte styredes af gangsterverdenen. Rotary bredte sig hurtigt i USA og siden i resten af verden, hvor der nu er 31.314 klubber med 1,2 millioner medlemmer. Siden da har tiderne ændret sig, og formålsparagrafferne ligeså.
En stærk organisation
Rotary er verdens største private humanitære organisation, hvor man bl.a. efter 25 års indsats næsten har udryddet polio på verdensplan. Projektet fik et skub i den rigtige retning, da Bill Gates donerede 255 millioner US$ (ca. 1,5 milliard kr.) til ”Polio Plus” kampagnen. Udover ”Polio Plus” er Rotary også aktør på mange andre humanitære områder. Senest har Hadsten Rotary Klub doneret en brønd til en landsby i Zambia, Shelterbox med telte og div. fornødenheder til Haiti. Rotary er en stærk organisation når der kræves handling. Det sås bl.a. tydelig efter tsunamien i Thailand, hvor der var penge og folk tilstede allerede 24 timer efter katastrofen, og man kunne omgående gå i gang med at bygge nye skoler.
Derudover er ungdomsudveksling en af hjørnestenene i Rotary, hvor man årligt sender ca. 200 danske unge ud i verden i et helt år, og ligeså modtager 200 fra andre lande.
Historien om kvinderne
Kvinder i Rotary er ikke nyt – udover lige i Hadsten. I 1978 optog en Rotaryklub i Californien kvinder. Det skabte et vældigt postyr, og klubben blev simpelthen ekskluderet af Rotary International. Man lagde sag an mod Rotary International, og vandt den 11 år senere, så optagelseskravet blev ændret til ”Selvstændig erhvervsdrivende, samt mænd og kvinder i ledende stillinger”.
En almindelig aften i Rotary
I Hadsten Rotary Klub er der 64 medlemmer, og man mødes hver onsdag. Kl. 18.15 er der spisning hvorefter der som regel er en spændende foredragsholder – ofte erhvervsrelateret. Af og til er der også virksomhedsbesøg på programmet. Det officielle møde slutter kl. 19.45, og her starter ”3. halvleg” som man kalder det med et smil på læben. Det er her man plejer det sociale netværk, og får sig en hyggesnak.
På fotoet ses de nyoptagne kvinder fra venstre:
Mette-Marie Nikolajsen – Præsident Richard Malmose – Susanne Broe Laursen – Dorthe Gårdbo-Pedersen