Om Hadsten Rotary Klub
Udveksling
En af hjørnestenene i Rotary er udveksling og herunder den såkaldte ungdomsudveksling.
Her opereres med 2 forskellige moduler, ”Short term” og ”Long term”.
”Short term” er typisk en uge til et land i Europa, og ”Long term” er et år (skoleår) ”overseas” (ikke Europa) hvor den unge studerer i det land man kommer til på det sprog der tales i det pågældende land.
Hadsten Rotary Klub har en studerende ude og en herboende studerende hvert år.
Man har her etableret et godt og frugtbart samarbejde med Amtsgymnasiet i Hadsten og Hadsten Højskole hvor der er intensivt danskkursus for de unge.
Hvor kan man komme hen:
De lande der er etableret ”Long term” med er: Argentina, Australien, Brasilien, Canada, Chile, Ecuador, Indien, Japan, Mexico, New Zealand, Peru, Sydafrika, Taiwan, Thailand, USA og Venezuela.
Humanitære projekter
Hadsten Rotary Klub har siden starten i 1967 engageret sig i flere internationale humanitære projekter. Blandt de seneste projekter har klubben blandt andet sponsoreret en ambulance og sygehusudstyr til et hospital samt komplet køkken til en skole og tøj og legetøj til et børnehjem og elevator til hjem for handikappede, alle i Litauen. Klubben deltager ligeledes i et projekt vedrørende rent vand i Afrika.
Hadsten Rotary Klub er en del af Rotary International, som på verdensplan blandt andet arbejder effektivt og målrettet at udrydde sygdommen Polio via projektet Polio Plus. Projektet Polio Plus er en stor succes,og målet er indenfor rækkevidde.
Venskabsklubber
Hadsten Rotary Klub har venskabsklubber i både Diss i England og Kupiskis i Litauen.
Om Rotary
I 1905 blev Rotary stiftet af advokat Paul Harris Chicago. Hans ide var, at mænd fra forskellige erhverv skulle danne en klub, hvor man i fællesskab skulle forbedre forretningsånden mand og mand imellem. Medlemmerne skulle tillige være hinanden til gensidig støtte i deres virke, bl.a. gennem rådgivning og udveksling af erfaringer. I begyndelsen blev møderne holdt på skift hos de forskellige deltagere. Deraf kom navnet navnet Rotary – p.gr.a. roteringen. Rotary’s motto blev: Service above self. I 1911 kom der klubber i London, Dublin og Belfast.
Den først danske Rotaryklub blev organiseret den 30. november 1921 og fik charter den 3. august 1922.
Rotary er i dag et lokalt og internationalt netværk med spændende muligheder for aktive erhvervsfolk, ledere og selvstændige, der ønsker at udvikle deres erhvervsmæssige kompetence. Rotary består af engagerede og motiverede mænd og kvinder, der sætter høje etiske standarder som mål.
Rotary Internationel er en unik, verdensomspændende organisation, der giver mulighed for menneskelig og faglig udvikling på tværs af faggrænser og niveau
Hadsten Rotary Klub blev chartret 6. februar 1967. Klubben har pt. 62 medlemmer, selvstændige og erhvervsledere fra Favrskov kommune.
Paul Harris, stifter af Rotary